Tusind børn får musikken ind på kroppen
Mere end tusind skolebørn kommer til at opleve den levende musik helt tæt på, når Assens Musikskole inviterer til fem koncerter i Tobaksgaarden og Fyrtårn Tommerup. Børnene får i bogstaveligste forstand musikken ind på kroppen.
Kan man spille musik på kroppen? – Ja, det kan man, og det får over 1000 skolebørn lov at prøve d. 21. og 22. marts. Børnene er nemlig ikke bare passive publikummer, men spiller selv med i dele af de koncerter, som Assens Musikskole fyrer af. Body percussion hedder det, og det består af beats, som man laver med klap, knips, tramp og slag på mave bryst m.v. Kun fantasien sætter grænser. Desuden bliver stemmebåndene brugt, når skolebørn og musikere skal spille sammen.
Koncerterne er rammer for en bred vifte af musikoplevelser. Lærere og elever fra Assens Musikskole tager publikum med på en rejse rundt i musikken – det bliver energisk, følsomt, nyt og historisk. Der er både folkemusik, rytmisk og klassisk musik.
Vi glæder os til at byde inden for til skolekoncerter i næste uge.