Nyheder

Musikskolen åbner

Vi har ventet længe, savnet hinanden og glædet os til at kunne ses igen. På onsdag d. 27. maj åbner musikskolen, og vi kan igen mødes og spille musik sammen. Det er vi enormt glade for!

Vi håber at kunne vende tilbage til stort set det samme undervisningsskema, som vi fulgte før krisen. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at justere skemaerne. Derfor vil vi bede alle elever og forældre om at svare hurtigt på henvendelser fra lærerne, så vi kan blive klar til d. 27. maj.

Vi har meget detaljerede retningslinjer liggende klar for samtlige lokaler i vores tre egne huse: Tobaksgaarden, Fyrtårn Tommerup og Huset i Glamsbjerg. Hvorvidt det bliver muligt at starte alle hold vil afhænge af myndighedernes krav og restriktioner, som vi forventer at modtage snarest.

Igangsætning af soloundervisning er der ingen problemer i, og eleverne kan trygt vende tilbage. Dog har vi på mandag møde om hvordan adgang til de lokaler, vi normalt bruger på skolerne, kan foregå.

Vi glæder os til at se vores skønne elever i musikskolen igen!