Det hitter at synge i musikskolens kor
Sangoplevelser, nærvær og velklang! Assens Musikskole oplever i øjeblikket en stor interesse fra børn og unge, som gerne vil bruge deres stemme.
Tekst: Troels Aarøe Nissen, souschef i Assens Musikskole
Stor søgning til kor
38 børn og unge går hver uge til kor i Assens Musikskole. Et kor med 15 børn holder til i Aarup og to kor for hver sin aldersgruppe holder til i Assens.
Til august 2023 starter musikskolen et nyt kortilbud for de yngste i 0.-1. klasse. Det bliver spændende!
Sangoplevelser
De tre kor synger hver uge, og de har typisk nogle inspirerende højdepunkter, de sigter mod. For de yngste er det krybbespil og musikskolens traditionsrige musiklejr i Haarby. Her opførte koret sammen med musikskolens lejrorkester et nyt værk, Solhverv, som var komponeret til lejligheden af komponisten Andy Jarosinski Strange.
Sæsonen bød også på et samarbejdsprojekt med det professionelle orkester Odense Symfoniorkester.
Nogle af tilbagemeldingerne fra eleverne og deres forældre er:
”Det var en fed og vidunderlig oplevelse.”
De store piger i musikskolens pigekor har tradition for at tage på ture. Destinationerne har bl.a. været Færøerne, Baagø og Friedrichstadt i Tyskland.
Samarbejdsprojekterne giver mulighed for at synge sammen med andre kor og orkestre. Fx musikskolens orkester Assens Strings, Det Færøske Børnekor og hele det store orkester- og kor-setup på det tyske projekt. Så bliver oplevelsen endnu større.
Sang er fællesskab
Korsangerne danner tilsammen et fællesskab, og noget af det fine ved musikken er, at den er inkluderende på tværs af alder og nationalitet.
”Man får nye venner, og det er hyggeligt.”
-Krista, musikskolens børnekor
Børnene er sammen om musikken, og sammen kan de tage ansvar for det musikalske udtryk. De har det sjovt, men er også klar, når det gælder.
Vi lever i en tid, hvor tilstedeværelse overtages af såkaldt tiltideværelse, for nu at citere en af landets førende ungdomsforskere, Søren Østergaard. Det handler i høj grad om at være med på sociale medier. I musikken er vi sammen – i den virkelige verden – om at frembringe lyden og udtrykket, og det er musikerne og sangerne, der skaber bevægelsen i musikken.
Musikskolens lærere fremhæver, at samtidighed er enormt vigtig. Det har det altid været, men i den digitale tid, vi lever i, er det endnu vigtigere, at vi som mennesker foretager os noget på samme tid og i samme rytme. I musikken betyder man noget for hinanden.
Vil du læse mere om, hvad musikken kan, så anbefaler vi artiklen
Eksperter: Derfor er kunstneriske fag vigtige her,
hvor følgende citat er fra:
“Kunstneriske fag er skabt til dannelse”
Events på tværs af generationer
Det er lykkedes at lave sangarrangementer, hvor alle har glæde af at være med. Også borgere, der ikke går i musikskolen, men kommer ind fra gaden. Børn såvel som voksne.
Musikskolen har de seneste år afholdt ”Så Syng Da!” og ”Syng, spis, spil!”. Det er to formater, som samler generationer. Her synger alle med på børnenes, forældrenes og bedsteforældrenes sange.
Caféen er typisk proppet, og det skaber en formidabel stemning. Her er plads til det hele, og når eleverne får lov at synge for, er det prikken over i’et.
Musikskolens lærere er henholdsvis værter og akkompagnatører, og sammen med gæster og udvalgte elever er der skabt en succes.
Sang er mere end kor
Assens Musikskole har fire uddannede sanglærere og to korledere ansat. De kan forløse ethvert potentiale og imødekommer ønsker i alle retninger. Fra opera over musical til rytmiske genrer og de nyeste hits.
Med sådan et stærkt team, kan lærerne understøtte hinanden, og de kan bygge bro mellem korene.
Nogle børn og unge vælger at gå til sangundervisning ud over deres kor – fx til solosang. Det er også muligt at synge i band og gå på Talentlinjen i Assens Musikskole. På sidstnævnte kan eleverne med fordel kombinere deres sangfærdigheder med bl.a. et sangskrivningskursus.
Det er gratis at gå til kor
Det koster kun tilmeldingsgebyret.