Assens Musikskole fyldte Vissenbjerg Skole med koncerter og musikoplevelser d. 13. maj
Musikskolen havde inviteret til MusikFestival, og det benyttede ca. 500 personer sig af. Dagen bød på storslået symfonisk musik, oplevelser, sang, glæde, bands – ja, kort sagt musik i alle mulige afskygninger.
Midt på formiddagen ankom de yngste festivalgæster, 1-5-årige, med deres forældre for at være med til MusikFrø-koncert. MusikFrø er på én gang en figur og et musikforløb fra Assens Musikskole som stor-hitter i mange børnehaver i Assens Kommune. Rigtig mange børn kender efterhånden frøen og lærerne, som kører forløbene. I lørdags kunne de yngste gæster og deres forældre opleve MusikFrø i koncertform med god energi, hop, dans og ikke mindst et velspillende band.
Derefter var der sangværksted. Her fik gæsterne lejlighed til at mærke glæden ved at synge sammen – bl.a. flerstemmigt og med professionelt klaverakkompagnement. Det hitter for tiden at synge i musikskolens kor; og fællessang er blevet en tilbagevendende tradition, som musikskolen afholder under titlen ”Så Syng Da!”. Assens Sangkraftcenter og musikskolen samarbejder med en del af skolerne i Assens Kommune om et forløb i 1. og 2. klasse, som bl.a. vægter sangen.
Alt imens var det kæmpe store Phil Good Symphonic Orchestra gået i gang med at stille op og afholde prøver i salen ved siden af. Kl. 13:00 var en fyldt multisal vidne til et 80-mand stort orkester bestående af børnene i musikskolens Phil Good Orchestra flankeret af rutinerede musikskoleelever, -lærere og assistenter dirigeret af musikskoleleder Niels Thåstrup. Koncerten kulminerede i et storslået og smukt stykke musik, Yggdrasil. Her havde komponisten Andy J. Strange fået til opgave at skrive et værk ud fra de relativt få toner, børnene har lært. Det lykkedes over al forventning, og gæsterne – heriblandt en hel del stolte forældre – var vidne til et meget stemningsladet musikalsk øjeblik i 9 satser. En sats til hver verden i den nordiske mytologi.
MusikFestivalen sluttede om eftermiddagen med hyggelig stemning og indslag med elevbands og åben scene. Der blev spillet både nye og gamle hits. Undervejs kunne børn og voksne stoppe forbi ”kreationen”, en workshop hvor man på et kvarter kunne skabe musik helt uden forudsætninger. Sidst på eftermiddagen sluttede MusikFestivalen 2023.