---
title: "Talentlinjen"
description: "Til jer med lyst og vilje til mere"
date: "2026-04-23"
created: "2023-11-07"
---

[Hjem](https://www.assensmusikskole.dk/)

                    [Hvad kan jeg gå til?](https://www.assensmusikskole.dk/hvad-kan-jeg-gaa-til)

                [Talentlinjen](https://www.assensmusikskole.dk/hvad-kan-jeg-gaa-til/talentlinjen)

# Talentlinjen

        ![](https://www.assensmusikskole.dk/i/MOLIRIMEDIA/d05e68ea-ad27-4a47-530c-08dbf18a9f76?width=800)

Hvis du viser særlig lyst og vilje til at arbejde med din musik, så har vi mulighed for at give dig de bedste betingelser for at videreudvikle dit musikalske potentiale. Gratis.

## Hvem kan deltage?

**Talentlinjen** er for alle musikskoleelever fra og med 6. klassetrin, som går til soloundervisning, på alle instrumenter og sang.

 **MiniTalent** er et mindre tilbud på fire gange, hvor man kan få en forsmag på, hvad vi laver på Talentlinjen. MiniTalent er for 3.-5. klassetrin. (Tilmelding til mail jetol@assens.dk - INGEN optagelsesprøve)

Der er ikke krav om, at eleven har opnået et bestemt niveau. Vi arbejder med talentudvikling ud fra elevens udgangspunkt. Det, vi kigger efter er motivation, glæde ved musik og måske ønsket om fællesskab om musikken.

## Indhold på Talentlinjen sæson 2026/2027

**Mandage kl. 17.00-18.30 på Tobaksgaarden:** Musikforståelse, fede forløb med bl.a. sammenspil og en hyggelig afslutningskoncert.
Undervisningen er placeret i forløb i et antal uger i løbet af sæsonen.

**Andre tidspunkter:** 1-2 aktiviteter samt en afslutningskoncert, hvor vi spiller.

Elever på Talentlinjen modtager **ekstra minutters soloundervisning** hos deres sædvanlige lærere. Dette placeres i sammenhæng med soloundervisningen gennem hele sæsonen. Tiden bruges på Talentlinjestof.

*På Talentlinjen vil vi inspirere og åbne musikkens verden endnu mere for eleverne. Vi lærer ting, som gør, at eleverne kan sætte det, de allerede kan, endnu mere i anvendelse. På Talentlinjen "vokser eleverne" og bliver endnu bedre i stand til at tage ansvar for deres egen musikudøvelse.*

## Gratis

Assens Musikskole ønsker at give engagerede elever rigtig gode vilkår for at udvikle deres potentiale. Derfor er Talentlinjen gratis.

## Forventninger

Vi forventer, at eleverne:

- engagerer sig
- passer undervisningen
- forbereder sig til de fag, der kræver det.

Vi opfordrer til, at eleverne deltager i et af musikskolens øvrige sammenspilstilbud. Det bliver man dygtig af.

## Optagelse til sæson 2026/2027

Tag en snak med jeres lærer, hvis I er interesserede.

- Læreren skal indstille eleven til Talentlinjen på mail jetol@assens.dk
- Og eleven skal tilmelde sig optagelsesprøve på mail jetol@assens.dk

Der er i 2026 optagelsesprøver på Tobaksgaarden torsdage d. 7. og 21. maj – evt. fredag d. 8. maj ved behov( kan ikke ønskes)

**Tilmelding senest d. 1. maj.**

Oplys:

- Elevens navn
- Alder
- Instrument
- Lærer

Talentlinjen er populær, og i det tilfælde, vi får flere ansøgere, end vi kan optage, prioriterer vi *fortsættere* og *først-til-mølle*.

Optagelsens indhold:

- Eleven spiller et stykke efter eget ønske (aftalt med lærer) af 3-5 min. varighed.
- En kort samtale med optagelsesudvalget.

Vi anbefaler kraftigt, at elever, der ønsker at gå på Talentlinjen tilmelder sig minimum 25 minutters soloundervisning.

##

                                    Talentfilosofi

Assens Musikskoles talentfilosofi skal skabe retning og bidrage til sammenhæng og klarhed i arbejdet med børn og unge på musikskolens Talentlinje. Filosofien skal sikre fælles forståelse blandt elever, forældre, ansatte og andre interessenter og give et tydeligt grundlag for både organisering og pædagogisk praksis.

Talentarbejdet tager udgangspunkt i et dannelsessyn inspireret af filosoffen Hannah Arendt:

> Al undervisning handler om at få eleverne til at elske verden i en sådan grad, at de også vil tage ansvar for den.

For Assens Musikskoles Talentlinje betyder det, at musikundervisning ikke kun handler om at opøve færdigheder, men om at åbne musikkens verden for eleverne og give dem mod, lyst og evne til at tage del i og ansvar for den.

## Formålet med talentarbejdet er:

1. at åbne musikkens verden for eleverne
2. at styrke elevernes musikalske kompetencer
3. at gøre det, eleverne allerede kan, mere brugbart, så de kan tage forskellige roller i musikken
4. at styrke sammenhængen mellem faglig udvikling, kreativitet og fællesskab.

## Talent – et udviklingspotentiale

Talent forstås hos os som et samspil mellem motivation, nysgerrighed og musikalske forudsætninger. Talent kan udvikle sig forskelligt og over tid.

## Pædagogisk grundlag

Tilrettelæggelsen af undervisningen tager afsæt i Selvbestemmelsesteorien, som peger på tre grundlæggende behov:

1. Autonomi – eleverne oplever medindflydelse og ejerskab
2. Kompetence – eleverne oplever mestring
3. Samhørighed – eleverne oplever sig som del af et meningsfuldt musikalsk fællesskab.

Derudover er vi inspireret af Knud Illeris’ brede kompetencebegreb, hvor der er vægt på *forskellige evner* m.v. og at kunne bidrage relevant i *forskellige kontekster*.
Lærerne har et fælles pædagogisk afsæt, men stor frihed til kreativ tilrettelæggelse.

## Miljø

Vi er inspireret af talentudviklingsforskning på idrætsområdet. Dels at miljø er afgørende, hvorfor vi samler Talentlinjeaktiviteterne på Tobaksgaarden i kulturelle og æstetiske rammer. Dels at tilbyde en bred vifte af musikundervisning og -aktiviteter i de første års Talentarbejde. Derudover bruger vi og bidrager vi til den fynske struktur for musikalsk talentudvikling som f.eks. orkestre og MGK.

##

                                    Kontaktpersoner

Anne Eldridge og Rikke Barsøe Florens, Talentlinjekoordinatorer
Troels Aarøe Nissen, Leder for Talentlinjen

[Link til kontaktoplysninger](https://www.assensmusikskole.dk/kontakt "Kontakt")
